Åbent Hus 2014


Åbent hus - keramik - udstilling Åbent hus - syning og omforandring - udstilling - sy
Åbent hus Åbent Hus
Åbent hus, smede, smedjen, gæster Åbent Hus, gæster, servering af kaffe, loftssalen, frivillige

Som barn husker jeg 1. november som en kold, våd og blæsende dag, hvor skabe og kommoder blev fragtet rundt omkring i omegnen; det var nemlig skiftedag, så mange karle og piger på landet fik ny plads; derfor skulle deres ejendele med til den nye husbond, som aftalen om lønnen for ½ eller 1 helt års arbejde var aftalt med - inklusive kost og logi.

I år er både vejret og situationen meget anderledes: solen skinner, og temperaturen sniger sig op mod 17 grader, da dørene åbnes kl. 10 for besøgende på Holstebro Aktivitetscenter. Forud er gået nogle travle og stressende dage og timer, inden alt er klart, men alting bliver nået. Den fælles morgenkaffe med nybagte boller, stilhed-før-stormen-stemning, Jonna Grønnes praktiske anvisninger og ”I østen stiger solen op” – så er alle klar.

Udover kontor- og køkkenpersonale er omkring 100 frivillige engageret i arrangementet, fordi det er en ære at præsentere ens egen aktivitet fra dens bedste side – og det er virkelig lykkedes.

Tombolaen er som altid fyldt med gevinster, dels ting lavet på Aktivitetscentret, dels takket være de mange sponsorer i Holstebro, der har bidraget med lækre gaver. Tak for det!

Køen foran tombolaen fordeler sig senere ud i salen, hvor patchwork-julemændene og papirklips julestjerner peger mod årstidens højdepunkt. Den nye frivilligstand besøges også jævnlig, og det giver mange positive oplevelser at repræsentere huset, snakke med gæsterne og høre deres holdninger og ønsker; mange foldere om alt fra julefrokost til frivilligt arbejde bliver delt ud til få kritiske (”Har I ikke et kursus i pileflet!” og ”Hjemmesiden skal opdateres!”) - og til rigtig mange positive besøgende.

Overfor i bogbinderværkstedet bliver de mange smagfuldt indbundne bøger ikke lagt så meget mærke til, fordi den nye trend: æsker og alternative anvendelsesmuligheder for vores gamle bøger bemærkes mere, fx det foldede juletræ i en nyindbundet bog.

I kælderen er der et leben: de mange arbejdende værksteder i kælderen har masser af interesserede besøgende, som fylder op i gang og værksteder, for folk mødes, der ikke har set hinanden længe, og snakken går!  ”Dav, Jenny. Det er godt nok mange år siden, jeg har set dig!”

Over til smedjen kommer mor og datter; de er meget interesserede i lysestagerne – men helst i ”kobber”. Inden de er færdige med at snakke med Keld, er de næsten blevet i familie: i hvert fald er de alle tre fynboer – fra Skamby-egnen, og de er enige om, at bageren i Skamby er den eneste, der kan bage ordentlige brunsvigerkager.

Smedenes hjerter af jern bliver også beundret meget; især flotte er de, når de er dekoreret med blomsterranker; kunstneren er Karen Margrethe, som selvfølgelig hører til i standen med ”Kreativ hygge” oppe i loftsalen, hvor hun og Lis spreder hygge med deres glade snak og charmerende udstilling af dekorationer, anderledes kort og decoupage kunstværker.

Henne i loftcafeen styrer Birgit og Ruth tingene, og her dufter det af kaffe og hjemmebag. Ved siden af er husets butik, hvor ugler i mange størrelser og modeller dukker op: grydelapper, krammedyr og puder!

Husets mange male- og tegnehold har allesammen deres stand inde i Birns atelier, som lyses op af de mange større og mindre værker i akvarel eller akrylmaling. Henri tegner med blyant og beskriver på sin måde mange af menneskehedens tilspidsede situationer, fx med tegningen af barnehjernen fra stenalder til computertidsalder.

At arbejde med lys og skygge er også fotografernes område; det bevises tydeligt på de gennemarbejdede og betagende fotografier der er udstillet på 1.sal. Almindelig vinduesglas kan også blive til kunstneriske arbejder: det beviser udstillingen i lokalet ved siden af.

Nu er klokken 16 søndag. En anderledes weekend er forbi. Personalet og de mange frivillige går i gang med at rydde op, for i morgen kl. 9 begynder hverdagen igen. Stemningen er god: også denne gang har det været al besværet værd; for selv om det fine lørdagsvejr har lokket mange udendørs, så er besøgstallet søndag til gengæld overvældende stort, og begejstringen for at se de mange spændende udstillinger og besøge et gammelt hus, der i den grad lever, har mange af de besøgende givet udtryk for.

Frida Bak Hansen