3 gange om ugen er der porcelænsmaling på Holstebro Aktivitetscenter.
3 gange om ugen kommer Kirsten med sin kasse med nybrændte fade, figurer, skåle, julepynt og påskeæg. Også hele kaffestel og spisestel har deltagerne malet.
Man starter med hvidt porcelæn, derefter tegnes motivet op og en bund af de lyse farver males på, hvorefter porcelænet er klar til sin første brænding på 800 grader. Derefter ”skygges motivet op”, så det får liv og dybde. Derefter brændes anden gang. Ind imellem er der endda behov for en tredje brænding.
Nu males der naturligvis ikke længere på oliebasis, men på vandbasis, så pulverfarve og nogle dråber malermedie +hjælpemiddel, evt. lidt vand – på samme måde som det foregår på den Kongelige Porcelænsfabrik, fortæller Kirsten.
Flere fra mandagens malerhold har gået til porcelænsmaling siden Aktivitetscentret lå i Grønsgade, og porcelænsmaling adskiller sig nok fra mange andre hobbyfag derved at det aldrig rigtig går af mode.
Hvert hold er på 6-8 deltagere og der er plads til flere, hvis du har lyst til at gå til porcelænsmaling. Porcelænsmaling foregår:
mandag kl. 13.00-15.30
tirsdag kl. 19.00 til 21.30
onsdag kl. 13.00 til 15.30