TING OG SAGER


Kom ned i Tekstilværkstedet en tirsdag mellem kl. 10 og kl. 14.30! Rundt omkring det store arbejdsbord sidder 12-14 damer og strikker, og snakken går lystigt. I middagspausen spiser de sammen i cafeen.  Det er ikke altid, et emne er færdigdebatteret, når klokken er blevet halv tre, men så fortsætter diskussionen ofte i cafeen, hvor dele af holdet stadigvæk ved halvfemtiden kan høres i livlig snak!

Navnet ”Ting og sager” kommer fra dengang, da deltagerne virkelig lavede alverdens ting: syede forklæder til køkkenholdet, monterede hæklede babytæpper, syede duge op, filtede hjemmesko eller syede dukketøj. Det kan de såmænd nok stadigvæk lokkes til, for de modtager også bestillingsarbejder

Men det fælles tema har altid været, at man lavede ting til huset af materialer, som huset leverede. I øjeblikket er strik meget moderne, og hvis du har lyst til at strikke og hygge dig i et fællesskab, er det et godt sted at komme, men man understreger, at man ikke direkte underviser i at lære at strikke.

HUSET Holstebro har en butik, som udstiller dagligt i gangen ud for kontoret, og her får man et godt indtryk af, hvad ”ting og sager”- folkene strikker: hjemmestrikkede sokker i alle størrelser og farver, børnetrøjer og babysæt, halstørklæder og halsedisser samt huer i lange baner: huer til hestehalepigerne (Ernas design), specialhuer efter ønske og Mary-huer på samlebånd, alt sammen i flot strik og lækker kvalitet.