Mandag formiddag kl. 9.00-13.00 går snakken i lokale Nord i stueetagen: her sidder to forskellige værkstedsgrupper, der arbejder samtidig. De kommer fra hele kommunen og har et aktivt liv i bagagen f. eks.som syerske, postbud, medarbejdende hustru eller bogbindermedhjælper. Det er tydeligt, at de nyder samværet, ja endda så meget at de ikke har tid til at drikke kaffen i cafeen; i stedet for henter de det hen til lokalet.
Den ene gruppe på 6 piger står Martha for, og den har som speciale at lave fødselsdagsduge på bestilling.I de sidste 10 år har der hele tiden ligget bestillinger på de festlige børnefødselsdagsduge med flag, klovner og cirkusartister - alt sammen håndmalet på råhvid lærred.
Ditte står for kortafdelingen, og her sætter kun fantasien grænser for, hvordan de kort kommer til at se ud: I 1985 var silketryk højeste mode, så dengang blev de flotte kort lavet med indlagt silketryk på forsiden; sidenhen har det vekslet, og i øjeblikket er det 3D-kort, der er in, så motiver af alle slags pynter kortene, som ofte er foldet og klippet med stor indlevelse og fantasi. Kortene kan købes i Aktivitetscentrets butik, så der kan du vælge mellem mange slags julekort og lykønskningskort.
Kom indenfor og lad dig rive med i produktionen!